Praktik på den danske ambassade i Malaysia
Ansøgningsfrister henholdsvis den 10. marts 2025 og 10. september 2025
Drømmer du om en dynamisk hverdag i et internationalt miljø, hvor du er med til at fremme danske interesser på et af verdens fremadstormende markeder? Brug din interesse for handel, kommunikation, politik og diplomati i seks måneders praktikophold på den danske ambassade i Malaysia.
Praktikplads i udenrigstjenesten
Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på masser af muligheder og giver dig lejlighed til at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine færdigheder af i et internationalt miljø. Som praktikant vil du indgå som en integreret del af det team, som du tilknyttes og få tildelt en vejleder under hele opholdet. De konkrete opgaver, som du vil skulle varetage varierer alt efter, hvilket team du tilknyttes.
Den danske ambassade i Malaysia tilbyder to praktikpladser i følgende teams:
1. Politik og kommunikation - ref. nr.: PK-1. Stillingen indebærer følgende arbejdsopgaver:
- Politisk research og analysearbejde
- Møde- og besøgsforberedelse
- Eventplanlægning, initiativer mv. inden for public diplomacy
- Udarbejdelse af sociale mediekampagner
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du rette henvendelse til Merve Yalcin på [email protected].
2. Handel - ref. nr.: TC-1. Stillingen indebærer følgende arbejdsopgaver:
- Markedsresearch og analysearbejde
- Møde- og besøgsforberedelse
- Eventplanlægning inden for handelsrelaterede emner
- Udarbejdelse af sociale mediekampagner
Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du rette henvendelse til Mark Perry på [email protected].
Varighed og ansøgningsfrister
Vi søger praktikanter to gange årligt og praktikopholdet er på seks måneder.
Forårshold fra den 1. februar til den 31. juli: Deadline for ansøgning den 10. september året forinden.
Efterårshold fra den 1. august til den 31. januar: Deadline for ansøgning den 10. marts.
Krav
Du skal være studerende og tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau.
Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst tre år, på ansøgningstidspunktet have fast bopæl i Danmark og være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark under hele praktikopholdet.
Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.
Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste.
Kvalifikationer
Vi leder efter studerende med gode analytiske evner, gå-på-mod og et stort engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din ansøgning. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office-pakken (PowerPoint, Excel og Word).
Opholdet skal bidrage til din uddannelse og vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder på ambassaden. Vi anbefaler, at du, inden du søger et praktikophold, undersøger, hvilke akademiske krav din uddannelsesinstitution stiller til dig i forbindelse med et praktikophold.
Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage per måneds praktik svarende til 12,5 dage i løbet af dit seks måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få skrive-fri inden for et maksimum af ti dage afhængig af krav til omfang og kompleksitet af opgaven.
Bolig
Du er selv ansvarlig for at finde bolig og afholde alle udgifter forbundet hermed.
Refusion af visse udgifter
Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på 5.000 kr. per måned til dækning af udgifter til logi, transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet.
De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv få afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser.
Hvordan ansøger man?
Du søger praktikophold på den danske ambassade i Malaysia ved at udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema ved at klikke her. Linket er aktivt fra den 10. februar til den 10. marts 2025 samt fra den 10. august til den 10. september 2025.
I ansøgningsskemaet bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante referencenummer, der er angivet ud for hver praktikantstilling. Du kan kun søge praktikantstillinger på den danske ambassade i Malaysia via ovenstående link og kun anvende de oven for angivne referencenumre. Hvis du - parallelt hermed - ønsker at søge praktikanstillinger på de andre repræsentationer, skal du gå til deres hjemmesider og søge via deres ansøgningslink. Hvis du søger praktikophold på flere forskellige repræsentationer, kan den enkelte repræsentation se, hvilke andre repræsentationer, du har søgt.
Når du ansøger om en praktikanstilling, skal du uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbevis/karakterer. Herudover kan du vælge at uploade andre relevante dokumenter, f.eks. udtalelse fra din arbejdsgiver eller uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din ansøgning.
Din motiverede ansøgning bør max fylde én side, skrives på dansk og bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også på sprogområdet) ift. den konkrete praktikantstilling.
Spørgsmål
Hvis du har spørgsmål til et praktikophold på den danske ambassade i Malaysia, er du velkommen til at kontakte ambassadens souschef Merve Yalcin på [email protected].